Skarv
Skarven (Phalacrocorax carbo) er en imponerende fugl, der er udbredt over store dele af verden og er særlig kendt i Danmark for sin tilstedeværelse ved kyster og søer. Den er velkendt for sine sorte fjer og karakteristiske adfærd efter dykning, hvor den ofte ses med udfoldede vinger for at tørre dem. Skarven har flere unikke kendetegn og lever på spændende måder, som gør den til et fascinerende emne inden for fuglelivet. Lad os dykke dybere ned i skarvens liv, udseende, yngleadfærd og levesteder.
Størrelse og levetid
Skarvens størrelse er bemærkelsesværdig. Den har en længde på mellem 77 og 94 cm, og dens vingefang strækker sig fra 120 til 150 cm, hvilket gør den til en relativt stor fugl. Vægten ligger typisk mellem 2 og 2,5 kg. Skarven har en forholdsvis lang levetid på mellem 15 og 20 år, hvilket betyder, at den kan opleve mange ynglesæsoner i sit liv. Denne lange levetid giver den mulighed for at etablere sig solidt i de områder, hvor den lever og yngler.
Yngleadfærd og kuld
Skarven er yngledygtig fra den er omkring 3 år gammel. Den får typisk ét kuld om året, og i hvert kuld lægger den mellem 3 og 4 æg. Æggene ligger skarven på i 28 til 31 dage, hvorefter de klækkes. Når ungerne er udklækket, tager det cirka 50 dage, før de er klar til at forlade reden. I denne periode vokser ungerne hurtigt og lærer at dykke og finde føde, før de er fuldstændig uafhængige.
Kendetegn
Et af de mest karakteristiske træk ved skarven er dens sorte fjerdragt, der har en smuk blålig eller grønlig glans, når lyset rammer den. Skarvens krop er langstrakt, og dens hals er også lang, hvilket gør den meget veltilpasset til livet som fisker. Hovedet er aflangt med et kraftigt, krogformet næb, der gør det lettere at fange fisk. Ved næbbets base er der en markant gul plet med en hvid ring omkring, hvilket også er et karakteristisk træk.
En interessant ting ved skarvens fjerdragt er, at den ikke er vandskyende, som man ser hos mange andre vandfugle. Dette betyder, at efter en tur i vandet, hvor skarven dykker efter føde, skal den ofte sidde med sine vinger spredt ud for at tørre dem. Det er en meget almindelig adfærd, man kan observere langs kysterne.
I Danmark findes der to arter af skarv: Phalacrocorax carbo, som er den mest almindelige art, og Phalacrocorax carbo carbo, som er en trækgæst. Disse to arter er meget ens, og det er næsten umuligt at skelne dem fra hinanden, med undtagelse af at Phalacrocorax carbo ofte kaldes mellemskarven, mens Phalacrocorax carbo carbo er kendt som storskarven.
Levesteder
Skarven er en vidt udbredt fugl, der findes i Europa, Asien, Afrika, samt landene omkring Oceanien og det østlige Nordamerika. Den er også til stede i Grønland, men ikke i Sydamerika eller Antarktis. I Danmark trives skarven ved fjorde, lavvandede kyster og større søer, hvor den ofte yngler i høje løvtræer.
Blandt de mest kendte yngleområder i Danmark er Lille Vildmose, Vorsø i Horsens Fjord og Brændegårds Sø på Sydfyn. Skarven bygger sin rede i træer, og disse reder bliver ofte bygget i tæt samspil med andre skarvpar, hvilket skaber store kolonier. Træerne, hvor der er mange skarvreder, kan ofte tage skade på grund af den store mængde guano (fugleklatter), som kan være så massiv, at træerne dør.
Føde
Skarvens primære fødekilde er fisk, og den er en dygtig jæger. Hver skarv spiser omkring 400 til 500 gram fisk om dagen. Den dykker ned i vandet for at fange sin føde, og dens krogformede næb gør det lettere at fange fisk, der forsøger at slippe væk. Skarvens evne til at dykke dybt og hurtigt gør den til en effektiv rovfugl i vandet.
Skarven er altså en både fascinerende og vigtig del af det danske økosystem, især ved kysterne og søerne, hvor den spiller en vigtig rolle i fiskebestandens regulering. Samtidig er dens unikke adfærd og tilpasninger til livet som dykkerfugl noget, der har fanget mange naturinteresseredes opmærksomhed.
Kald
